Sikkerhed under kapsejlads i Virksund

Marts 2018

 

Alle deltagende både, der er udstyret med en VHF, skal under hele kapsejladsen have deres radio åben på kanal 8. Denne kanal benyttes til at give meddelelser om kapsejladsen, herunder besked om ulykke eller mand over bord.  Både uden VHF skal medbringe mindst en opladt mobiltelefon.

Tidtagerne på land lytter med på en bærbar VHF og kan træde til med hjælp på land i tilfælde af en ulykke.

Ansvar

Bådens skipper har altid det overordnede ansvar for sikkerheden om bord.

Det er skippers ansvar, at –

  • båden er udstyret med lovpligtigt og andet hensigtsmæssigt udstyr af betydning for bådens og besætningens sikkerhed.
  • Alle ombord bærer svømme- eller redningsvest under sejlads.
  • alle om bord ved, hvor bådens sikkerhedsudstyr findes, og hvordan det betjenes.
  • at arbejdsdeling ved en ulykke er aftalt (radiomand – udkig – rorsmand etc).
  • at mand-over-bord manøvrer kan gennemføres af den aktuelle besætning.

MOB-ulykke

  • Ved en mand-over-bord ulykke anvendes bådens VHF/kanal 8 til så hurtigt som muligt at orientere alle både om, at et besætningsmedlem er faldet over bord, og hvor det er sket. Nærmeste båd går til undsætning – hvis der er behov for yderligere hjælp, gives der besked herom ved hjælp af VHF/kanal 8.
  • Hvis den overbordfaldne ikke umiddelbart kan findes og/eller reddes om bord igen, slås der alarm til Lyngby Radio over kanal 16. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Anden ulykke eller sygdom

  • Ved en ulykke eller sygdom om bord vurderes det, hvilken form for hjælp man har brug for:
    • Lyngby radio kan kontaktes med en Mayday-melding eller en il-melding (Pan Pan).
    • Der kan ringes 112 og hjælp aftales.
    • På hverdage fra kl. 16 til 8 om morgenen samt i weekenden og på helligdage kan lægevagten i Midtjylland kontaktes på tlf. 70 11 31 31.

Førstehjælp:

Virksund Sejlklub anbefaler, at alle deltagere i kapsejladser har kendskab til basal førstehjælp.

 

Bestyrelsen for Virksund Sejlklub

2018