DJS Cup afviklet i stærk kuling

Det så unægteligt ikke ud til at eftervirkningerne af stormen Knud havde lagt sig, da Virksund Sejlklub lørdag afviklede DJS Cup. 17 sejlbåde var tilmeldt sejladsen, men som følge af stormen havde allerede tre både på forhånd meddelt, at de ikke kunne nå frem til Virksund. At Knud slog knuder kunne sejlerne selvsagt være herre over. 

Da besætningerne lørdag mødte frem til havnen kunne de se, at stormen også havde trykket vandstanden op i den indre del af fjorden. De fleste kunne dog tørskoet nå frem til bådene.

Efter morgenmad og skippermøde i klubhuset kunne første både passere startlinien kl. 1000. Vejret var på daværende tidspunkt velegnet til kapsejlads. Men der skulle imidlertid ikke gå lang tid, før de første regnbyger kunne indvarsle stærkere blæst. Vinden begyndte at feje ind over Lovns Bredning fra vest. De første startende både lagde sig straks sig ned på siden og fik hermed hurtigt en forsmag på, hvad der var i vente i Lovns. Der skulle sejles tre baneafsnit, hvor man to gange skulle runde en bøje ved Virksund Havn og ved tredje ankomst skulle gå i mål ved havnen.

Hurtigste sejlende båd i feltet Luffine, en Luffe 37 fra Nautilus Hvalpsund startede kl. 1053, således at alle både fra langsomste båd, som startede kl. 10, til hurtigste båd i princippet ville passere mållinien på nognelunde samme tid. Men sådan går det sjældent og slet ikke under dette års DJS Cup.

Da første bøje ved Gedsted blev passeret og kursen blev sat mod Lundø bøjen, blæste det endnu kraftigere. Hurtigt rejste bølgerne sig med vinden i Lovns Bredning. De kom som tværgående busser ind foran sejlbådene på kryds og satte farten betragteligt ned, når bådene ramte de store bølger. Blæsevejret tog herefter yderligere til i perioder, når regnbyerne med mellemrum kom fejende ind over Bredningen. På et tidspunkt blev vinden i en byge målt til 19 m/s og når besætningerne fra bådene skuede frem, kunne de næsten kun se de hvide bølgetoppe. Det slider uomgængeligt på udstyr og besætninger. Lidt før Lundø bøjen valgte de første både besluttede herefter at udgå og vende om mod Virksund.

Andre både fortsatte og blev sat på alvorlige prøver. I en stærk kuling som denne testes grej og udstyr af. Slid og revner kan blive til alvorlige brud og skader. Flere både måtte udgå, nogle med flækkede sejl og andre med tendens til revner i sejl.

Det blæste yderligere op de næste timer og en enkelt båd målte på et tidspunkt 23 m/s i et vindpust. Tilbage var efterhånden blot fem både i feltet. På næste gennemløb ud til Ulbjerg og over til Trangmanden blev fem både reduceret til kun fire. De resterende ti både var på daværende tidspunkt udgået og sejlet i havn.

Der opstod heldigvis ikke nogen alvorlige skader eller uheld på både, udstyr og besætninger. Det var indtrykket, at alle besætninger på  bådene demonstrerede godt sømandsskab under de vanskelige betingelser.

Første båd i mål var Olivia, en Hallberg Rassy 342 fra Virksund Sejlklub. Anden båd i mål var Hue-Ha, en Bandholm 26 fra Virksund Sejlklub, mens tredje båd i mål var Dolce Vita fra Viborg sejlklub. Fjerde og sidste gennemførende båd var en Maxi 84, Birdsong, fra Virksund Sejlklub. Se resultatet her: Resultatliste DJS Cup 2018.

Efter endt sejlads fik de fire gennemførende både overrakt præmier, som bl.a. var sponsoreret af Palby Marine og DJS. Herteligt tillykke til alle fire både og besætninger med jeres placeringer.

Virksund Sejlklub vil gerne takke alle deltagende både og håber, at alle disse både – eller måske flere – næste år har lyst til at deltage i DJS Cup. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.