Sejlklubben har netop modtaget midler fra DIF/DGI pulje

For ca. en måned siden ansøgte Virksund Sejlklub om at få del i DIF puljemidler til sejl sikkert projekt. I denne uge har vi modtaget besked om, at vores projekt er blevet godkendt og at midlerne i nær fremtid vil tilgå sejlklubben. 

Vi har løbende et generelt ønske om at øge sikkerheden til søs, hvorfor vi har overvejet, hvad vi kan gøre for netop at forbedre vores sikkerhed. Vi har derfor sammensat en sikkerhedspakke og herefter søgt om at få tildelt 25.000 kr. fra puljemidlerne til at opdatere sikkerheden på klubbens sejlbåd Virksundtøsen.

Vi ønsker dels at benytte den moderne sikkerhedspakke i den præventive undervisning om sikkerhed til søs og dels anvende udstyret i den praktiske sejlads og undervisning på vandet, hvilket bl.a. tillige kan virke som inspiration.

Lad mig nævne nogle af de ting, som vil blive anskaffet til både:

  • Personligt udstyr til fire personer:
  • Fire oppustelige redningsveste med lys (til synbarhed i mørke og usigtbart vejr), fangline og D-ring (til evt. at løfte personen i).
  • Personal Locator Beacon til hver vest (”Personal Locator Beacon” er en GPS nødsender, som angiver positionen til redningstjenesten).
  • Fire sikkerhedsliner, så man kan hægte sig til båden.

Sikkerhedsudstyr til sejlbåd:

  • To dæksbånd for sikkerhedsliner (til at montere den personlige sikkerhedsline på, når en person f.eks.skal på fordæk)
  • En Mand Over Bord line sæt med slynge og line (Mand Over Bord line med slynge til at trække under armene)
  • En Emergency Position-Indicating Radiobeacon (Emergency Position-Indicating Radiobeacon udsender nødsignal og position, såfremt en båd synker).
  • Et elektronisk nødblus (Håndholdt LED nødblus som kan lyse i mange timer, herunder blinke SOS)
  • To pulverslukkere (til brandbekæmpelse i båd).
  • Et brandtæppe (til brandbekæmpelse i båd).
  • Et sæt nødraketter (opmærksomhed ved alarmering).
  • En kikkert.

Det forventes, at sikkerhedspakken vil kunne tages i anvendelse i 2019 sejlsæsonen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.