Deltag i seniorsejlads i 2019

Kom med på ture i Limfjorden i 2019.

Mange brugte motorbåde og sejlbåde sælges, når seniorer kommer op i alderen og ikke længere har kræfter og energi til at have skib længere. Nogle har måske sejlet hele livet og står nu helt uden båd for første gang.

Der er imidlertid flere, som fortsat har lyst til at sejle. En tur på vandet i samvær med andre er altid både hyggeligt og sikkert. Ofte kan en sejltur også ende med, at besætningen får vendt ”verdenssituationen” et par gange. Virksund Sejlklub vil i 2019 søge at få seniorsejlads op at stå og sejle, når andre er på arbejde.

Lyder det spændende, så se nederst vedr. tilmelding.

Som seniorsejler behøver du ikke nødvendigvis at have haft egen motorbåd eller sejladsbåd. Det gør dog ikke noget, at du kender til begreber som for (stævn) og bag (agter) på båden, så vi nogenlunde taler på samme frekvens.

Vi sejler i klubbåde, herunder Virksundtøsen, og i nogle medlemmernes både. I sejlklubben sætter vi sikkerheden øverst. Det vil vi også, når vi seniorsejler.

Vi planlægger at sejle, når vejret er godt og ikke alt for blæsende. Når det blæser ender vi måske med at drikke en kop kaffe i enten cockpit eller klubhus. Vi sejler fra maj til september hver torsdag med start kl. 10. Vi vil både sejle ud i Lovns Bredning og gennem dæmningen ind i Hjarbæk Fjord. Afhængig af vejr og vind vil vi indimellem sejle en lidt længere tur og spise vores medbragte mad i en af de nærmeste havne eller lægge til ved en turbøje.

På hver båd vil vi have udpeget en skipper, som enten kender eller ejer båden og som kan manøvrere båden under alle vindforhold.

Lyder det som noget, du kunne tænke dig og måtte du være interesseret i at deltage i 2019, så kig ind her, hvor du kan tilmelde dig allerede nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *