Præmieaften 13. november

Sejlklubbens præmieuddeling plejer at nyde fin opbakning. Vi håber, at sejlklubbens medlemmer også i år har lyst til at afsætte en aften og bakke dette arrangement op i Virksund.

Sejlklubbens pæmieaften i klubhuset finder sted onsdag d. 13. november 2019 kl. 19.00.

Sejlersæsonen har været præget af fortrinsvis lettere vind. Det har været godt for nogle sejlbåde, mens det for andre sejlbåde har været for sølle. Henning Kristensen plejer at sige, at det gerne må blæse over 12 m/s vind, for så sejler hans fine Bandholm 26 bedst!

Vindere af de gennemgående sejladser Virksundmester, Klubmester og Rotholm Rundt mv. skal kåres.

Kapsejladsudvalget vil også uddele den store sovsekande, som er en evigt vandrende pokal. Kanden eller rettere Poseidons Afdankede Kande – forkortet PAK – tildeles en skipper, en gast eller en besætning som helt og aldeles ufortjent, uforvarende og uden skyld på flot vis har bidraget til kapsejladsernes underholdningsværdi.

Kapsejladsudvalget lægger op til en snak om sejladserne i år kunne have været afviklet anderledes, hvad kan evt. gøres i 2020 for at gøre sejladserne mere spændende. Hvordan optimerer vi vores både, så vi lige hiver de sidste sekunder hjem, der gør, at vores placeringer bliver bedre.

Sejlklubben er vært ved en kop kaffe, øl eller vand. Kom og deltag i denne overordentligt hyggelige aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *