Masten skal stå helt lige

Når du sætter din mast i båden, skal din mast stå helt lige i sideretningen. Hvis ikke masten står lige, sejler du ikke lige tæt eller højt til vinden på styrbords – og bagbords halse.

Inden du monterer masten, bør du sætte tapemærker på dine topvanter. Du monterer overvanterne på masten og lægger vanterne hen langs masten, mens masten ligger på bukke på land. Ved det sorte bælte omkring masten ud for bommen eller der hvor bommen monteres, sætter du et stykke tape på begge topvanter. 

Når masten er rejst og topvanterne er monteret på båden og strammer til, måler du fra fribordskanten til dit tape mærke på vanterne. Her skal målet til mærket i begge sider være nøjagtigt det samme. Du kan også kontrollere sideretningen ved at kigge op gennem mastens hulkelen og vurdere, om masten bøjer mod den ene side i toppen.

Når masten står lige, bør du kile masten fast i siderne, hvor masten passerer skroggennemføringen, så masten ikke kan bevæge sig sideværts. Herefter måler du afstanden fra fribordskanten til masten i begge sider. Afstanden skal efter kilerne er sat, helst være den samme i begge sider. Du kan evt. foretage et mål mere og hertil benytte storsejlsfaldet. Når masten står lige i mastehullet, måler du med faldet til fribordskanten i styrbord – og bagbord side. Afstanden i begge sider skal selvsagt være den samme.

Når du herefter begynder at fintrimme topvanterne og øvrige vanter bruger du en rigmåler som kontrolinstrument. Kontrolmåling kan herefter foretages til tape mærkerne på topvanterne. Undervanter mv. kan monteres efter samme anvisning med tape mærker.

Nu kan du garanteret herefter sejle samme højde på styrbord og bagbords halse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *