Når navnet har betydning

Båden er købt og betalt. Selvfølgelig skal hun have et navn og da både er af hunkøn, hvad er så mere naturligt end at opkalde eller døbe sin båd med et pigenavn. I 2017 var Martha det mest brugte bådnavn.

I Virksund findes bl.a. Olivia, Liv, Athene, Rosa, Saloma, Emma-Sofie, Mille, Liva, Fie, Mille, Michelle, Josefine, Columbine og Frida og mange flere.

Det kan være lige så vanskeligt at navngive en båd, som det er at navngive sine børn. Men bare rolig, der er hjælp at hente. På hjemmesiden bådnavne.dk findes inspiration og nedenfor er nogle referencer fra bl.a. Virksund, som måske kan støtte enhver skipper i navngivningsprocessen.

Læs mere nedenfor om Sildekassen, Jolie Brise, Matinigue, Birdsong, Noa, HU-HA og Svigermors Tvangsarv og mange flere.

Forleden mødte jeg tilfældigt Niels på kajen i Virksund. Han smilede som en flækket træksko, da det netop lige var lykkedes ham at sælge hans båd. Jeg spurgte ham her på falderebet inden båden skulle sejle til sin nye hjemhavn Lemvig, hvorfor båden hedder Helen-Kamilla? Det er meget enkelt, svarede Niels, båden har min kones navn! Så enkelt kan det gøres og hvilken ære…

Jeg mødte også Eigil på bro 2 samme dag og jeg erfarede, at hans båd – Matinique – ikke er opkaldt efter en caribisk ø eller et kendt dansk tøjmærke. Eigils Naver 29 sejlbåd har blot bevaret det oprindelige navn, som båden allerede var udrustet med, da han i sin tid købte den. Også meget enkelt.

Uanset navn har enhver båd for skipper og ejer altid en betydning. Navnet har ofte en historie, er en fortælling om familien eller er en begivenhed. Nogle søger henimod mere usædvanlige navne. Hvad dækker sig bag navnet Cluring, som ankom til Virksund for et par år siden? Forklaringen er, at Cluring oprindeligt var fra Sverige og navnet henviser til den tidligere svenske ejers søns spejderhold.
Cluring er i øvrigt nu omdøbt til “ART of life.” Navnet har en dobbelt betydning. Selvfølgelig den åbenlyse, direkte betydning. “Kunsten at leve”, men også en anden. Ejernes tre børns forbogstaver bliver til ART.

Mange bruger kælenavne. Her kan være tale om praktiske navne, der på lang sigt gør livet lettere for skipperen selv, da han kan have enhver kvinde med ombord og måske søge at bilde hende ind, at båden er opkaldt efter netop hende. Sirenen, Havfruen, Kranen og Havheksen er nogle eksempler herpå. Jeg ved ikke om Virksundtøsen II og Tøsen af Virksund er navngivet på baggrund af sådanne tanker…

Nogle vil gerne spare på bogstaverne, men ud over det enkle have et kort og klart navn. Poul Elvstrøms sejlbåde hed altid Bes. I Virksund har vi Liv, Puff og Spir, som gode repræsentanter for denne genre. Andre foretrækker engelske navne, som fx Casino Royal, Fox, og Yellow Bird mv., der alle findes i Virksund.

Der er andre måder at navngive på. Fx hedder mor Karina, mens far hedder Lars, og børnene Julie og Mikkel. Og så skal båden selvfølgelig hedde Kalajumi… I Virksund kender vi bl.a. Banholmeren Hu-Ha. Henning og Ulla, der ejer båden, rummer både far, mor og børns forbogstaver. Hvad med båden Capito? Er det en sammentrækning af forbogstaver i familiens navne? Om Kalajumi måske skal omdøbes til Kala, når Julie og Mikkel ikke længere sejler med, melder historien ikke noget om. Men båden kan vel omdøbes, såfremt skipper vil det! Om det så i øvrigt bringer mere lykke og held kan diskuteres.

Det kan imidlertid være en god ide og tænke i retning af lykke-bringende navne, fx Frisk Pust eller Medstøm eller Brisen III af Virksund, når bådene skal have navne. Et af de første kendte lykke-bringende navne havde en fransk lodsbåd ”Jolie Brise” (god brise) fra 1913. Årstallet betød ikke uheld for ”Jolie Brise”. Den vandt nemlig alle store kapsejladser. Dengang var en lodsbåd en sødygtig og meget hurtig sejlbåd, ligesom America’s Cup skonnerten ”America”, der var bygget som amerikansk lodsskonnert.

”Jolie Brise” blev købt af en englænder og ombygget til lystbåd, og så blev den ved med at vinde de store kapsejladser som Fastnet Race helt frem i 30’erne.

Af en eller anden grund foretrækker mange bådejere ordspils- eller dobbelttydige navne, når bådene skal navngives. Mange har nok en tanke om, at navnene skal få andre til at trække på smilebåndene, når de ser bådene, fx Let’s Sea, Miss Foster, For Sail, Ship Happens, Wild Ting eller Birdsong af Virksund, som referer til skippers efternavn Fuglsang. Jeg så forleden, at en H-båd i Vejle blev kaldt sildekassen, som modvægt til det, som også stod på siden af båden: ”Verdens Hurtigste Båd”. Nu var begge navnene herefter mere afbalancerede til virkeligheden…

Det kan også være navne, som viser en vis trofasthed overfor bådens fabrikat. X-yachts er en bådtype, som pr. tradition appellerer til at lade X indgå i navnene. Eksempler herpå er Xray, Xtace eller Xtravagance. Najader hedder på samme måde ofte noget med N. I Virksund har vi Noa.

Man kan også vælge at have forskellige referencer til familien. Et af de mere kuriøse eksempler, som jeg så for en del år siden under Fyn rundt var vist, som jeg husker det, en meget flot Molich 10 meter. Den hed meget smagfuldt Svigermors Tvangsarv. Ud over at navnet giver en vis opmærksomhed, så får det også smilet frem hos mange. Der er også en Folkebåd som hedder Oberstinden. Jeg tænker, at begge navne har lidt for mange bogstaver til en smal agterstavn…

Som du kan læse er mulighederne mange, når du skal navngive din båd. Jeg skal vel blot give ét godt råd: Gå langt uden om lange navne! Jeg læste forleden, at for mange år siden var der en båd i Øresund, der hed ” Det store danske køkken”, og hver gang han kaldte Lyngby Radio, blev han bedt om at stave det …

Studér blot videre på hjemmesiden: bådnavne.dk

One Reply to “Når navnet har betydning”

  1. Hej,
    Sjovt at læse om alle de forskellige navne og hvad der ligge bag.
    Cluring er min kones og min båd. Vi købte den i Sverige af en ældre herre, og “Cluring” var hans søns spejderhold.
    Cluring er nå omdøbt til “ART of life.”
    Navnet har en dobbelt betydning. Selvfølgelig den åbenlyse, direkte betydning. “Kunsten at leve”, men også en anden. Vore 3 børns forbogstaver bliver til ART.

    Vh
    Morten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *