Rurfri sejlads i fjorden

Nogle både lider af årligt tilbagevendende angreb fra rurer, mens andre både næsten altid er rurfri.

Hvorfor nogle både angribes og andre holder sig fri for rur er lidt af en gåde for mange af os. Nogle bådejere stiller sig helt naturligt spørgsmålet, om rurangreb skyldes forkert bundmaling, bådens placering i havnen eller for lidt sejlads på fjorden? Alle tre tvivlsspørgsmål er velsagtens relevante, men der er andre forhold, som kan spille ind. Nogle af os har den opfattelse, at iltning og vandgennemstrømning også kan have indflydelse på, om både udsættes for rurangreb.

Rurlarver følger kalenderen ret præcist, når det er tid at finde et egnet voksested til resten af livet. Den svenske organisation Skærgårdsstiftelsen har fundet ud af, at rurlarverne ved de svenske kyster, (der kalder man for resten ruren for havtulipan) regnet fra Limhamn til Umeå, normalt sætter sig fast på bådskroget i ugerne omkring månedsskiftet juli og august. Den svenske organisation holder løbende øje med rurlarvernes boligsituation ved i den aktuelle periode dagligt at tælle, hvor mange larver, der sætter sig fast på en nedsænket plade af en bestemt størrelse. Når antallet af rurer på pladen kommer over grænseværdien, kan man på en App få oplyst, at bådene skal skrubbes, løftes op af vandet eller benytte skruevandet med skruedrev i bakgear til at skylle larverne af. En meget fin ordning, som desværre ikke findes herhjemme.

Her i landet forlader vi os på kemisk krigsførelse mod rurerne ved at bruge væksthindrende bundmaling, men trods det oplever de fleste af os hvert år, at der alligevel er rurer, der finder skroget egnet som boplads. Nogle af os prøver derfor at finde ud af, hvornår rurerne sætter sig fast på skrogbund og skruer.

For når først rurerne har sat sig fast, starter udbredelsen. Rurernes forplantningsmetode er nemlig bestemt af, at rurerne har fast boplads. De kan således ikke bevæge sig hen til den udkårne, men er til gengæld udstyret med dyrerigets suverænt længste penis i forhold til dyrets størrelse, op til 7,5 cm.

Resultatet er, at op til 10.000 befrugtede æg pr. hun kan blive udviklet til larver. Larverne slippes successivt løs fra deres fødested og gennemgår herefter fem udviklingsstadier, mens de lever i de frie vandmasser. I det sidste larvestadium, som varer fra et par dage til en uges tid, tager de ikke næring til sig, men bruger udelukkende tiden til at finde et egnet sted at klæbe sig fast. Når det helt rigtige sted er fundet, klæber larven sig fast på underlaget og påbegynder straks sit boligbyggeri. Den første kalkskal er ikke meget større end et knappenålshoved, men mens dyret vokser, udvider det til stadighed kalkskallen, simpelthen ved at “bygge til”. Ruren er absolut bofast og forlader på intet tidspunkt byggepladsen.

Det er med andre ord vigtigt at finde tidspunktet for, hvornår laverne er gennem de første fem udviklingsstadier, d.v.s. de dage eller få uger, hvor de udvikler sig og bliver til bofaste naboer på skrog eller skrue. I Virksund har vi indkredset den kritiske periode til være slutningen af juni og begyndelsen af juli.

Skal du som bådejer have rurfri sejlads, så skal rurerne skrubbes af bund og skrue i slutningen af juni og begyndelsen af juli. På dette stadie kan man endnu nå at komme djævelskabet til livs. Venter du et par uger mere, kræver det en kraftigere og en markant anderledes gennemgribende overhaling.

Venter du til senere på sæsonen kan du skrabe selve »huset” eller »vulkanen” væk, men tilbage sidder tusinder af hvide, runde kalkplader, og de sidder forbandet godt fast.

Allervigtigst er det dog, at bunden får en ordentlig bundbundmaling inden sejlersæsonen starter, så er du på forhånd halvvejs garderet.

Skruerne er et særligt kapitel. Der findes forskellige råd omkring behandling af skruer. Man kan læse mere om disse ting ved at google sig frem eller spørge erfarne sejlere til råds.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *