Læg en plan for din sejlads

Det lyder måske ambitiøst, men er egentlig ikke så opstyltet og skræmmende, som det kan lyde.

Du kan ofte opnå et bedre resultat, hvis du på forhånd planlægger og aftaler med din besætning, hvordan I gerne vil sejle på banen.

Der findes nogle helt generelle principper for, hvilke ting du bør overveje, når du lægger din plan. 

Sejl efter vindspring

Er vindspring dominerende, skal du lægge en plan, der tillader dig at vende, hver gang vinder skralder. Det indebærer, at du skal sejle op gennem midten af banen, så du kan benytte din aggressive venderytme.

Sejl efter vinddrejning

Du kan få en ide om, hvordan vinden drejer i løbet af sejladsen, hvis du aflæser vejrudsigten time for time. Du skal selvfølgelig ikke sidde og følge vejrudsigten på din telefon eller radio, mens du styrer. Du bør i stedet aflæse din vejrprognose (fx YR vejrudsigt time for time) før du sejler ud af havnen. Tegn evt. vindændringer på et stykke papir, som du lige kan kigge ned i tegningen, mens du sejler. Kan du samtidig aflæse skysystemerne, får du et godt indtryk af udviklingen. Når en skyformation nærmer sig vil vinden ofte tage til og dreje. Du skal også vide, at vinden ofte drejer mod højre.

En vinddrejning får altid betydning for din sejlads. Grundreglen er, at du sejler mod den side på banen, hvortil vinden drejer. Er vinddrejningen forholdsvis konstant over en længere periode, bør du helst starte med at sejle på en skralder. Når du senere vender, kommer du over på en rummer på modsatte halse, som er meget større i forhold til den vindretning, som banen er lagt efter.

Sejl efter mest vind

Du skal normalt sejle i retning af det farvandsområde, hvor der er mest vind. Vinden kan normalt aflæses på vandets farve. Vinden er kraftigere, når vandet er mørkere og hvor der opstår krusninger (kattepoter). Kigger du op, skal du sejle i retning mod mørkere himmel og skyer. Ofte kommer der springende vind og pust, når mørkere skysystemer trækker ind over kapsejladsbanen. Sejler du tæt ved land, kan du planlægge at sejle efter de åbne kyststrækninger, hvor vinden kan få frit løb mod vandsiden.

Sejl efter mindst modstrøm

Sejler du i sidestrøm eller modgående strøm, så sejl mod land. Søg strømlæ på grund af kystlinien eller på grund af lavere vanddybde. Strømmen er kraftigst, hvor vanddybden er størst. 

Sejl ud i medstrøm

Har du begunstiget af medstrøm, så sejl ud og væk fra land, hvor vanddybden og strømmen er størst.

Sejl efter de mindste bølger

Nogle steder er bølgerne større end andre steder. Særligt under land kan du finde læ for større bølger. Her kan du dog også blive ramt af, at den mindre bølgehøjde kan skyldes mindre vind. Søger du mod mindre bølger, skal du sejle mod land.

Har du ikke en plan

Har du ikke nogen plan, så er det en gylden regel at søge at få en god start og sejle op gennem midten af banen, så du kan vende efter vindspring. Udnyt vindspring, observer, hvor de andre både sejler. Derudover bør du bemærke, at styrbord side i banen har den fordel, at du vil komme på styrbord halse, hver gang du vender og sejler ind mod midten af banen. Retten til vejen kan også give fordele.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *