Sejl efter fixpunkt på land og kompas

Hvordan holder du en sikker kurs? Hvordan vurderer du, om du sejler højere (en rummer) eller lavere (en skralder) til vinden på kryds? Kigger du på dit kompas? Styrer du efter et fixpunkt, fx landkending – en skovkant, et kirkespir, en bropille, en skorsten – eller bøjer i farvandet?

Når du sejler på kryds, er det en god og sikker måde hvorpå du kan bedømme din højde. Vælg et fixpunkt på land eller en bøje i farvandet. Her kan du øjeblikkeligt vurdere, om vindretningen skifter og om du kan sejle højere eller lavere i f.t. det faste punkt.

Hvad gør du, når du ikke kan udpege et fixpunkt på land? Bruger du din fornemmelse eller dit kompas?

Har du en tydelig kompasrose eller et digitalt kompas med tal, kan du registrere endog små afvigelser og retningsskift. Det kan du benytte til vurdere, om du sejler på en rummer eller en skralder. Drejer vinden fx med fem grader kan det måske en gang imellem være vanskeligt at fornemme ændringen. Men fem grader er en stor ændring. På en sømil vil ændringen give et tab eller en gevinst på ca. 90 meter.

Med en enkel regel i bagagen kan du sejle efter kompas: Styrer du mod styrbord, svinger kompasset mod højere tal på kompasset og omvendt styrer du mod bagbord, går kompasset i retning af lavere tal. Med denne enkle viden, kan du se på kompasset, om du sejler højere eller lavere til vinden.

Lad os se på et praktisk eksempel:

Du styrer netop nu 185 grader, mens du sejler på bagbord halse. Du sejler så tæt til vinden som muligt. Vinden kommer fra sydøst. Næste gang du ser hen på dit kompas, aflæser du 190 grader, d.v.s. du sejler mod højere tal eller i retning mod styrbord med bådens spids. Er denne afvigelse blivende, så bør du meget hurtigt vende fra bagbord, da du vil få en gevinst eller fordel på styrbord halse.

Hvis din bagbords kurs omvendt aflæses til 180 grader, vil du sejle i retning mod lavere tal eller i retning af bagbord. Da du allerede sejler på bagbord halse, bør du forblive på denne halse og høste kursfordelen på bagbord.

Lad os tage samme taleksempel, men med vind fra sydvest. Du sejler atter på kurs 185 grader, men nu på styrbord halse. Du ser på dit kompas, at nålen svinger mod 190 grader. D.v.s. du sejler mod højere tal eller i retning af styrbord. Da du er på styrbord halse, bør du forblive på styrbord og ”tjene” den højere kurs.

Det kan dog være utrolig trættende som rorgænger at holde konstant blik på kompas og sejl. En af gasterne kan derfor med fordel tildeles kompasopgaven og løbende oplyse rorgængeren, om båden går højere eller lavere til vinden.

Du kan ydermere hjælpe dig selv og besætning ved at sætte et minus (-) symbol med tape på skottets styrbord side og et stort minus (+) symbol på skottets bagbord side. Minus symbolet indikerer, at du skal vende, hvis din kompaskurs eller tallene bliver lavere på styrbord halse og plus symbolet i bagbord side oplyser, at du skal vende, hvis tallene stiger.

Lyder det kompliceret. Så prøv det af i praksis. Det virker og et godt hjælpeværktøj til besætningens vurdering af, om du sejler tilstrækkeligt højt til vinden i f.t. dine konkurrenter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *