Marts står i klargøringens tegn. Nyhedsbrev marts 2021.

Velkommen til marts måneds nyhedsbrev. Vanen tro samles op på nogle af de ting, som sker i og omkring Virksund Sejlklub. Vi plejer på detet sted at skrive om den afholdte generalforsamling i februar. Den er i år desværre blevet udskudt af indlysende årsager. Lørdag den 10. april er i stedet reserveret. Dagsorden forventes fordelt i begyndelsen af marts.

Vi plejer også på dette sted også at fortælle om afviklingen af vinteraktiviteter. Marts og april plejer at være måneder med mange aktiviteter, bl.a. foredragsaftener og kurser, men de er desværre i år foreløbigt aflyst.

Sikkerhed til søs, VHF kursus 6. og 7. marts, foredragsaften med Asger Hunø 9. marts, motorlære 24. marts og splejsning i Dynema 23. marts er alle aflyst. Trist, men virkelighed. Det skyldes, at foreningsaktiviteter i klubhuse fortsat ikke må finde sted. Vi må således væbne os med tålmodighed og håbe på, at restriktionerne i løbet af den kommende måned lempes.

Dansk Sejlunions generalforsamling 20. marts hænger sikkert også en i løs tråd. Om mødet afholdes som on line møde vides p.t. ikke. Sejlklubben plejer at deltage i disse møder.

Bådene skal klargøres til sejlersæsonen

Den almindelige tristesse omkring aflysninger gør, at de fleste af os ubevist kommer ned i slæbegear. Vi kan dog begynde at glæde os over, at vejret allerede nu indvarsler forårets komme. I sidste weekend i februar kunne nogle både allerede højtryksspules i strålende solkindsvejr.  Det gode vejr gav anledning til, at mange lagde vejen forbi havnen. Alle sørgede naturligvis for at holde behørig afstand. Holder temperaturerne sig blot tilnærmelsesvis på det nuværende niveau i resten af marts, kan bådejere sagtens begynde at gå i gang med at klargøre både.

Virksund Sejlklubs hjemmeside

www.virksundsejlklub.dk findes et par artikler om forårsklargøring, såfremt nogen søger inspiration til forårsklargøringen af båden. I kan læse om, hvordan båden almindeligvis gøres sejlklar her: Forårsklargøring, det bedste tidspunkt på året. Du kan også læse, hvordan mast, bom og rig skal klargøres her: Sådan tjekker du din rig.

Viborg Bryghus

Sejlklubben plejer at honorere medlemmer, som yder en frivillig indsats i bestyrelse og udvalg mv. Det plejer at ske i januar, hvor vi spiser skipperlabskovs sammen og fortæller, hvordan den forgangne sæson er forløbet. Vi plejer også ved samme lejlighed at uddele vingaver til de frivillige, som er mødt op. Alt dette blev desværre aflyst. Bestyrelsen i sejlklubben har i stedet besluttet at køre rundt til disse medlemmer med ølgaver fra Viborg Bryghus i den kommende periode.

Vi må fortsat håbe, at Regeringen beslutter sig for at åbne mere op for foreningsaktiviteterne, så klubhuset kan tages i anvendelse til kurser mv.

Vi ses på havnen før eller siden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *