Onsdagssejlads, en billig og sjov fornøjelse

Det er fantastisk, sejlersæsonen er nu skudt i gang for de fleste sejlere. Vi håber, I nyder hvert eneste øjeblik ude på vandet!
Onsdagssejladserne er også kommet godt i gang, og for bådejere og gaster, der ønsker at deltage, er der nogle få enkle forhold, der skal være på plads.
Hvert år er vi utroligt taknemmelige for vores klubfrivillige, der lægger kapsejladsbøjer ud om foråret, henter dem ind om efteråret og sørger for at rense dem for skaldyr. Der er andre, som bruger tid på at deltage i kapsejladsmøder for at planlægge sejlersæsonen. Nogle står for indmåling af både, så de kan deltage, mens andre sørger for at starte og tage både i mål, uanset vejrforholdene. Dette har to af vores kvindelige medlemmer gjort i flere sæsoner nu. Der er også dem i kapsejladsudvalget, der forbereder kapsejladserne og yder resultatservice efter sejladserne. Sidst, men ikke mindst, er der dem, der sørger for mad og drikke til aftersailing. Alt dette bidrager til, at vi kan have det sjovt, opleve spændende sejladser og være en del af det sociale fællesskab før, under og efter sejladserne.
For at kunne nyde denne fantastiske aktivitet er der nogle almindelige krav, der skal være opfyldt.
Både skal være godkendt til DH-sejlads, hvilket indebærer, at de skal være indmålt og have betalt kapsejladslicens.
Det er selvfølgelig også et krav, at alle deltagende både har et gyldigt målerbrev for 2024. Du kan betale dit målerbrev på Websejler, og det skal gøres én gang årligt. De fleste både har allerede et gyldigt målerbrev for sæsonen og har foretaget den nødvendige indbetaling. Vi vil dog opfordre de sidste bådejere til at få styr på dette hurtigst muligt. Det er vigtigt at huske, at hele DH-systemet, som danner grundlag for vores handicapberegning og gør det muligt at konkurrere med forskellige både, finansieres af licensbetalingerne.
Til bådejere: Hvis du som bådejer ikke har et gyldigt målerbrev, vil opnåede kapsejladsresultater ikke kunne godkendes og dermed ikke tælle med til klubmesterskabet. Hvis dette krav ignoreres, vil vi desværre være nødt til at bede bådens ejer om ikke at deltage, før betaling er sket.
Til gaster, der endnu ikke er medlem af sejlklubben: Det er almindeligt at betale klubkontingent for at deltage i klubbens aktiviteter. Derfor beder vi gaster, der regelmæssigt deltager i onsdagssejladserne, om at betale kontingent til sejlklubben på 600 kr. Selvfølgelig kan gaster deltage lejlighedsvis som prøvegast eller lignende, men hvis deltagelsen sker hyppigt, skal man være medlem.
Hjælp os og hjælp dig selv, men at få disse forhold bragt på plads.
Med sejlershilsen Bestyrelse og kapsejladsudvalg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *