Opnå fordel ved mærket

Du kan vinde tid og placeringer ved at lave en god mærkerunding. Læs mere om forskellige situationer. 

Når du runder mærket.

Du skal søge at sejle så tæt til mærket som muligt, så ingen andre både kan kile sig ind med en bådspids ved dit agterspejl. Du skal derudover søge at opnå så stor højde på de andre både, som enten ligger bag din agterstævn eller foran dig ved efter rundingen. Er det muligt, bør du kortvarigt lægge båden i vindøjet og straks falde af til den rigtige kurs, så du ikke mister fart. Herved vinder du ofte en halv til en hel meter i højde på de andre både uden at sætte noget til.

Lad os se på forskellige situationer, som illustrerer, hvad der kan gøres for at opnå fordel ved mærkerunding.

Rundt om mærket på den gode måde.

I den første situation er du på vej mod mærket og skal efter mærkerunding sejle bidevind. Du kan i dette tilfælde enten vælge at følge den stiplede kurs B eller den optrukne kurs A til mærket. Hvis du sejler kurs B, vil du komme langt ud i læ i mærkerundingen og derved miste bådslængder i f.t. konkurrenterne.

Vælger du derimod at følge den optrukne kurs A og sejle i en blød bue ind mod mærket, vil du ved udgangen af mærkerundingen kunne sejle tæt på mærket og derved vinde højde. I denne situation har du allerede vundet en, to eller måske flere bådlængder.

Før du ankommer til mærket, skal du lægge din egen plan.

Den gode mærkerunding planlægges længe før du når mærket. Hvor ligger dine konkurrenter? Er der andre både som evt. kan skabe overlap overfor dig ved mærket? Hvordan undgår du at komme i en situation, hvor du kommer rundt i yderbanen, hvor vinden er ringest? Hvordan vil du placere din båd i forhold til andre både før mærket? 

Du skal søge at vinde den inderste placering til mærket et stykke tid før, du når mærket (som båd C på skitsen nedenfor). Med den inderste placering får du fri vind efter at have rundet mærket som luv båd.

Hvis du sejler i båden A og skal lægge en plan for en god mærkerunding, så findes der i hovedsagen tre mulige kurser til mærket. Kursen for båden A vil afhænge af, hvad især båden B foretager sig. Den bedste mærkerunding får du på kurs 3. Vælger du kurs 1 vil du komme bagefter i f.t. de øvrige både. Det skyldes, at du vil komme til at ligge i læ af alle øvrige både. Hvis muligt bør du sejle i en bue til mærket (kurs 3) for dermed at komme til luv efter mærkerundingen. Hvis båden A følger kurs 2, kan A risikere, at B dykker inden om A ved mærket og kommer til luv.

Sejl bagefter og kom bedre ud på kryds.

I den anden situation kommer to sejlbåde hen mod mærket nogenlunde samtidigt og skal efter mærkerunding på bidevind. Den indvendige båd B på den stiplede kurs har overlap på båd A på den fuldt optrukne kurs. Det betyder, at A skal give B plads ved mærket, da overlag er etableret tre bådlængder før mærket.

Vil båden A sikre sig en bedre mærkerunding, kan han vælge at sejle i en blød bue ind mod mærket, så han kommer bag B, når han runder mærket. Herved kan A måske komme længere til luv end B, når mærket er rundet. Båden A kan i gunstigste tilfælde vinde en til to bådlængder. Hvis A derimod blot accepterer sin placering i læ, kan han risikere at komme rundt om mærket på kurs C.

Få en bedre placering efter mærket.

Ofte ankommer flere både til mærket nogenlunde samtidigt. Kaos kan nemt opstå i sådanne situationer. Kaos situationen kan dog give de bagerste både nye muligheder.

I denne tredje situation har båden B overlap tre bådlængder før mærket på såvel båd A som C. A ser i dette tilfælde mulighed for at komme fri af båden C og komme tættere på båden A ved at slå en blød bue væk fra mærket for dermed at skabe mulighed for at dykke ind tæt ved mærket og inden om båden C. Efter mærkerundingen vil A være længere til luv end bådene B og C.

Med båd D i læ vil kursen A blive vanskelig at aktivere. I denne situation kan båden A søge at opnå den ønskede fordel ved at tage spileren ned lidt tidligere og hale storsejl og forsejl helt ind. A vil derved miste fart. Sker det, kan båden A skære mod mærket på en bedre kurs end bådene C og D.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.