Han sejler bare, fordi det er sjovt og en nydelse

Der er blot få sekunder til startskuddet. Alt er kaos omkring os. Hva’ f….. bilder ham i H-båden sig ind? Han skal da falde af. Pas nu på bagbords halse. Sejlene blafrer, der høres kommando råb. Stopuret nærmer sig starten, og nerverne hænger uden på skjorten. Den sidste bomning kiksede. Man bander det hele langt væk…. Så går starten, og på utrolig vis kommer der orden i galskaben. Spileren folder sig raskt ud. Hækken bobler af lyst, vi er på vej!

Jeg tror, de fleste mennesker føler sig draget af sejlads. Hvem har ikke stået på en havn eller kystpromenade og skuet ud mod de hvide sejl? Hvem har ikke haft en stille drøm om en sommerferietur ombord i et lille og hyggeligt sejlskib? Sejle fra ø til ø i et sommervarmt Danmark, hvor det meste jo næsten er smukke vandveje. Ind ad fjordene til små fiskerlejer. Ligge for svaj i en vig eller en bugt og flashe sine baller op mod den blåhvide himmel. Varme aftener, hvor man kan sidde og snakke dæmpet i cockpittet. Og så den friske havluft, fyldt med salt og lugten af tang.

“Det er nødvendigt at sejle, ikke at leve”. Ifølge Plutarch udtalt af den romerske general og konsul Pompejus den Store, da han under en storm beordrede sømænd at sejle korn fra Afrika til Rom. At sejle er også at være sig selv og kun være afhængig af Vorherres vind og vejr. En båd er for mig en flydende hule. På samme måde som børn føler det spændende frit at sidde i hulen i trækronen, tror jeg, vi alle har en latent trang til den nærhed, som en lille kahyt kan give. At lave mad på sit skib, at sove på sit skib, at gøre ting, som på land blot er en selvfølge, føles spændende og anderledes meningsfyldt på en båd. At være tæt sammen, at opleve hvordan man indordner sig under den sociale nødvendighed som den trange plads aftvinger – og at se, hvor gode vi egentlig er til dette specielle fællesskab, hvor gode vi er til at være sammen, er også en del af fascinationen.

Båden er en oprigtig lille opdrager, fordi alt bliver væsentligt. Ingen ville nogensinde drømme om at protestere imod selv det mest ubehagelige job ombord. Nødvendigheden af det meste ombord er indlysende. Der er hoved og hale i at være på et skib. Der er styrbord og bagbord.

Af alle disse grunde sejler jeg gerne så ofte som muligt – men også fordi havets rolige rytme har en behagelig afsmittende virkning på en af og til rastløs sjæl. På vandet bevæger man sig i et roligt og adstadigt tempo, og tiden ombord på et skib følger en anden tidsrytme. Ydermere er der jo det forhold, at man ikke sådan uden videre kan forlade skibet. Der er ingen steder at gå hen, bortset fra under dæk. Havets rytme begynder efterhånden at sætte sig i kroppen. Havet og skibet opdrager og gør mig stille.

En anden god grund til at jeg sejler, er den at jeg gerne vil tage ansvaret for mine egne handlinger. Jeg er ikke særlig glad for at flyve, fordi angst for mig er forbundet med det ikke at kunne gøre noget i situationen. Skibet er en oase for mig. Her får jeg et stilstudie i mådehold, fornuft og pertentlighed. Og hun (skibet) skal selvfølgelig være under sejl. En sejlbåd forbruger ingen forurenende energi. Det er et ædelt transportmiddel, som rummer hele jordens historie i sig. Det er uafhængigt og bygget i harmoni med sit element. For motorskibet er vandet en fjende – noget der skal overvindes så hurtigt som muligt. Sejlbådens facon er derimod skabt ud fra princippet: at være på vandet, at leve på vandet, at være en del af det alt sammen. Det ideelle skib er som en prop på vandet. Sætter man hånden hårdt på et stykke håndsæbe, der ligger på bunden af badekarret, vil sæben uvægerligt skyde sig fremad, når trykket bliver stort nok. På samme måde er det med et sejlskib. Hvis hånden er vinden, og badekarret er vandet er princippet det samme. Der er to trykcentre. Det ene er sejlcentret, og det andet kaldes lateralcentret. Der er intet overtroisk i dette, og det hele handler om trimning, og om hvordan ens båd helst skal sejles.

Sven Primdal, artiklens forfatter

Endelig sejler jeg, fordi det er (vand)vittigt sjovt. Det er sjovt at kæmpe med vinden, strømmene og bølgerne – at få hende til at sejle rigtigt i enhver given situation. At nyde hvordan hun bider i vandet og at lytte til hendes bov. Det er en æstetisk fryd, som man først forstår, når man har prøvet det.

God vind!

Dette essay har også været bragt i Viborg Stift Folkeblad 22. april 2022.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.